Trettende låge – julepynt

Det er naturligvis lidt sent til adventskransen. På søndag er det tredje søndag i advent, men der er også andre ting, der hører julen til. En juledekoration til hoveddøren, julelys til bordet – måske en kreativ ting til selve julemiddagsbordet. Der er mange muligheder, hvis I tør tænke lidt kreativt, og derfor handler dagens låge om at tænke ud af boksen i forhold til julepynt.

Det handler alt sammen om, at gøre tingene lidt anderledes. Jeg er godt klar over, at mange ting bunder i familietraditioner, men hvorfor ikke prøve noget nyt?

Det kunne jo være, I kunne skabe nye – og endnu sjovere – traditioner, hvis I tør spørge hinanden hvad I har lyst til…

Jeg fik selv et kæmpe chok for lige under et årti siden, da vores mor pludselig fortalte at hun og vores far egentlig ikke brød sig om rødkål. Dét var godt nok en overraskelse, for vi havde da altid spist rødkål til kalkunen, flæskestegen, anden – ja, mange forskellige retter…

Det havde vist sig engang de kom hjem fra en ferie på Gran Canaria. Da moren opdagede, at de ikke havde rødkål hjemme, og butikkerne var lukket, så sagde faren: “Gør ikke spor – bryder mig egentlig ikke om det!”

Det viste da i hvert fald, at vi alle kan gå rundt og TRO, at vi gør ‘det rigtige’, hvor det rent faktisk viser sig, bagefter, at vi kommer længere med ærlighed, når vi tør åbne op for, hvad vi måske egentlig godt kunne tænke os at ændre.

Rigtig god dag herfra, og god weekend til alle julekalenderens læsere. 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *