Om

 

Generelt om mig.

Velkommen til min hjemmeside! Mit navn er Linea Liv Celeste Blunck. En 18-årig forfatterspirer og inspirator, der har tårnhøje fremtidsdrømme og en umættelig sult for at skrive ord på et blankt papir og forme en historie til underholdning for jer.

Jeg skriver en blanding af Young Adult, Fantasy, Romantik, Sci-Fi og især digte – dog vil jeg ikke begrænse mig selv med nogle genrer. Jeg skriver det, mit hjerte brænder for.

For et par år siden startede jeg med at skrive digte, og det har ført til, at jeg den dag i dag er i gang med at selvudgive mit allerførste værk nogensinde, nemlig min kommende digtsamling ”Flyvske Tanker.” Der er et par grunde til at jeg har valgt selvudgivelse. Blandt andet er der faktisk ikke særligt mange forlag, der føler de er kvalificerede nok til at vurdere digte, da digte er så frie, som de er. Derudover er jeg også helt vild med hele processen. Alt fra at lave omslaget, sætte bogen op, lave korrektur læsning, marketing og meget mere. Derudover vil jeg ikke have en redaktør til at vælge og vrage og ændrer på mine ord, for i denne digtsamling er tingene skrevet præcis som den skal være.

Grunden til at digte er den genre, der tiltaler mig allermest, er fordi jeg bruger digte som en måde at bearbejde mine følelser og dele dem med jer, så i selv kan bruge dem på en konstruktiv måde og til at se, at der er mange andre, der har det præcis ligesom jer!

Jeg er helt vild med idéen om at bruge digte som en formidlingsmåde og en form for følelsesdagbog, hvor jeg kan skrive præcis hvad jeg føler og tænker, uden at det bliver alt for meget.

Udover mit forfatterskab vil jeg også beskrive mig som en inspirator. Jeg bestræber mig på at inspirere så mange som muligt og sætte mit præg på verden. Jeg er sat på jorden af en grund, og en af de mange grund er at hjælpe lige netop dig!

Jeg vil om mange år tænke tilbage og vide, at jeg har hjulpet så mange mennesker, som jeg har kunnet.

 

Mit livsrejse indtil nu.

Siden jeg var lille, troede jeg faktisk, at jeg skulle uddanne mig som lærer, udover det at være forfatter. Dog har mine mål i livet ændret sig et par gange. Det eneste der faktisk har været det samme hele vejen igennem, har været mit mål om at blive forfatter.

Da jeg sluttede niende klasse, tog jeg på Høng gymnasium i to måneder, men kunne slet ikke falde til der. Der havde jeg de værste to måneder af mit liv. Så min kære mor fik mig hurtigt over på kokke-og tjenerskole, Selandia, hvor jeg brugte de næste to år på grundforløb og at stå i lære som kok i virksomheder.

Det var for mig lærerigt og en enorm sjov oplevelse, men det var ikke det, jeg skulle ende ud med. Efter to år besluttede jeg mig for at tage en HF på Slagelse Gymnasium, og det er så der, jeg er nu.

Målet er at ende ud som journalist, og jeg ved inderst inde, at det nok skal lykkes! For har man troen, har man midlet til at nå dertil.