Min oplevelse med at blive 18 og flytte for mig selv..

Hej, det er længe siden, jeg sidst lavede et blogindlæg. Det er fordi jeg pt går igennem nogle personlige ting, der tager ret meget af min energi. Jeg ville ønske jeg bare kunne skrive blogindlæg hver dag til jer, men nogle gange kommer livet bare i vejen. Dog vil jeg gerne have denne blog op og køre, og jeg vil derfor prøve at være mere aktiv.

Idag skriver jeg et meget ømt og personligt blogindlæg. Det handler nemlig om de sidste to år. Om da jeg blev 18, skulle flytte for mig selv og om hele den oplevelse det har været. Det har aldrig været en glansbillede, og det bliver det heller aldrig. Livet er ikke noget man flyver igennem med lethed. Jeg troede selv, at når jeg blev 18 og ville flytte for mig selv, så ville alting blive meget bedre. Alle har jo gået og skrevet om deres fantastiske oplevelser med at bo alene, have denne her fantastiske lejlighed, og lave nye spændende ting hver dag. Men der er meget mere til at flytte for sig selv end blot det, at have sin egen lejlighed og være herre over sin egen hverdag et hundrede procent.

En af de ting jeg hurtigst opdagede, var ensomheden i at bo alene. Jeg havde hele livet været vant til enten at bo hos min mor og bonusfar eller et skolehjem fyldt med liv og mennesker. Det at jeg pludselig sad alene i en lejlighed, hvor stilheden kvalte alting, var for mig en omvæltning. Det var rædsomt. Det er stadig ikke lige nemt, tro mig jeg hader stadig at være alene, men det er til at tolerere nu. Jeg har altid været en pige med et lidt for fyldt hoved, med svirrende tanker der bare ikke gider være stille, og i en lejlighed sent en mandag aften med en kvælende stilhed, så er det ikke en god cocktail.

Jeg vil ikke kun sidde og remse alle de negative ting op, for så bliver dette blogindlæg godt nok ikke særlig fedt for folk, der selv er på tærsklen til at skulle flytte for sig selv. Jeg elskede da også det, at jeg pludselig selv kunne indrette min lejlighed, finde ud af hvilken stil jeg selv havde, at jeg endelig boede i den by, jeg var så glad for og at jeg for eksempel bare kunne tage steder hen uden at skulle spørge om lov. Det er en dejlig frihed at have.

Det var en enormt stor ting for mig at blive 18. Pludselig kom der en million beslutninger, man skulle tage, og jeg havde stadig ikke hundrede procent fundet den uddannelse jeg ville have. Det er først nu jeg er ved at være sikker i min sag. Derudover kom der det ansvar, at man pludselig skulle betale regninger. Det har aldrig været fedt at skulle finde rundt i det regningehelvede. Derudover skulle man pludselig have en milliard forskellige forsikringer. Det var en jungle at finde rundt i, og det er det i og for sig stadig lidt.

En anden ting som jeg ikke vil uddybe fuldstændig er som sagt at jeg har nogle personlige problemer, der gør det svært for mig at bo alene, som jeg hver dag må kæmpe med, hvor jeg heldigvis har min familie og venner at støtte mig op ad.

Jeg ved ikke helt hvorhen jeg vil med det her blogindlæg, udover måske at sige til folk at i ikke er alene, hvis i selv oplever dette her problem med at blive 18 og skulle bo alene. Nogle gange er det måske endda sundt at bo hjemme lidt længere.

Undskyld hvis dette blogindlæg var lidt forvirrende, jeg har svært ved at sætte ord på det hele. Forhåbentligt bliver jeg bedre.

x Linea.