Fjerde låge – Schøtministeriet // Borgen Unplugged // LA Podcast

Som den opmærksomme læser vil have bemærket, så vil jeg i dag fortælle lidt om de politiske podcasts jeg følger. Borgen Unplugged med fætrene Henrik Qvortrup og Thomas Qvortrup er det podcast jeg har fulgt i længst tid. Senere kom Schøtministeriet til, og nyeste skud på stammen er LA Podcast, der produceres af partiet Liberal Alliance.

Der er meget stor forskel mellem seriøsiteten indenfor disse – lad det være sagt med det samme. 🙂

Men Schøtministeriet, der produceres af komikeren Michael Schøt, vinder pga den geniale humor i de korte indlæg. De længere morgenmøder er til tider en anelse langtrukne, også fordi man som lytter fornemmer, at komikeren gør sig dummere end de fleste. Dette gjaldt særligt, da de i oktober kom ind på valutabalancer ud fra en konspirationsteori om at alt var tal i en computer, og man kunne trykke sine egne penge, fordi det nu kun var 1’er og 0’er i et computersystem. Da en læser havde prøvet at tilrettevise om valutabalancer, fik teamet det til at lyde som om det var raketvidenskab. Hvis de havde læst teksten en gang før programmet ville de nok have fanget budskabet, for det var ret nemt – og ja, jeg indrømmer, at jeg er en af de nørder, som havde Ekstern Økonomiinformation på HHX da jeg gik på Roskilde Handelsskole. 🙂

Nok om det. Programmet er super godt i de korte indlæg, og hvis du i forvejen følger Jonatan SpangDR2 når han laver Tæt på sandheden, så vil Schøtministeriet helt sikkert også falde i din smag.

I den seriøse ende finder vi både Borgen Unplugged og LA Podcast.

Vi tager den sidste først. LA Podcast er, som sagt, lavet af Liberal Alliance. Det bliver det ikke spor dårligt af. Første podcast var et interview med partiformanden Anders Samuelsen og Just-Eat grundlæggeren Jesper Buch. Det var en kæmpe fornøjelse at høre, fordi det gav udenrigsministeren et menneskeligt ansigt. Man kom bagved facaden, og det tror jeg faktisk godt kan gøre forskellen for mange, når de står i valglokalet… Ordstyreren, partiets pressechef, Line Ernlund, vil mange helt sikkert huske fra hendes tid som nyhedsvært på TV2 News, hvorefter hun ganske kort var debatredaktør for BTs debatsider.

Sidst, men bestemt ikke mindst, så er Borgen Unplugged fredagens højdepunkt – ved siden af BesserwisserneTV2 News – for fætrene Henrik og Thomas Qvortrup forstår virkelig at have en god stemning i studiet når de kommenterer på begivenhederne i dansk politik. Lad det være sagt med det samme: jeg er ikke altid enig i deres analyser, men jeg anerkender, at det er et virkelig godt stykke arbejde de gør. Henrik medvirker også i Jyske Bank TVs projekt Borgen Late Night hvor Lars Trier Mogensen også er med. Lars bliver af lytterne kaldt for ‘ham den kedelige’, og det kan man ikke helt fortænke dem i, for han er ret vild med at høre sig selv tale, og kloger sig med banaliteter, som virker nærmest respektløst, for det må være en fair formodning, at folk der følger med i politik rent faktisk VED noget om emnet… 🙂

Alle tre podcasts kan hentes via iTunes på din pc. Så kan du følge med efterhånden som nye episoder udgives. 🙂

One thought on “Fjerde låge – Schøtministeriet // Borgen Unplugged // LA Podcast

  1. Schøtministeriet har i øvrigt lavet et samarbejde med Zetland, hvor du kan få et billigt prøveabonnement til 1/4 af normalprisen, som støtter Schøtministeriet. Lyt til podcasten for at høre mere om dét tilbud. 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.