Femte låge – ruskomsnusk

Femte låge i årets julekalender er skrevet med en venlig tanke til vores afdøde mor. Dagens tema er nemlig, som lovet i fjerde låge, ruskomsnusk. Det er en klassiker i familien, og skeptikerne kan godt glemme alt om at være tvivlere. Når først du har smagt ruskomsnusk bliver det – med garanti – også en succes i jeres familie.

Dagens tanke

Jeg husker så ganske tydeligt første gang jeg nævnte denne ret for ex-konen. Hun var, for at sige det pænt, skeptisk. Dog skal det siges, at hun var parat til at prøve det, når nu jeg sagde, at hun ikke kunne sige noget negativt om noget, hun ikke havde prøvet.

Det blev hun senere glad for, hun fik gjort.

Ruskomsnusk handler om, at der altid er overskud af kartofler, rødkål, brune kartofler og sovs. Traditionelt var det især juleaften, at der var rigeligt af alle ingredienserne – og derfor opstod ruskomsnusk.

I familien holdt vi altid julefrokost 1. juledag, og det betød så det store bord til frokost – og resterne af ris à l’amande sidst på eftermiddagen.

2. juledag var så rusomsnusk-dag.

Du blander ganske enkelt alle ingredienserne i en stor gryde. Hvide kartofler, rødkål, brune kartofler og sovsen. Lad det stå og trække fra julemiddagen – og gerne ind i køleskabet, eller ud på terrassen, med låg på selvfølgelig. I vintermåneden har vi ofte adgang til udendørs-køleskab, hvis man bor i hus.

Det smager guddommeligt – og det er en ret jeg altid mindes, og bruger hver gang jeg laver en ret hvor dette tilbehør indgår.

Stor var min forbavselse derfor også da vores mor fortalte (vist i 2011 eller 2012), at hun og vores far var blevet enige om, at de egentlig ikke kunne lide rødkål. Det kom efter de havde været på Gran Canaria, og kom hjem til en lejlighed hvor de netop ikke havde rødkål på lager. Så blev de enige om, at de egentlig ikke brød sig om rødkål alligevel.

Det er sg* da en overraskelse, når man har leveret en klassiker til familiemenuen! 🙂

Dagens musik

I dag skal vi høre Flemming Bamse Jørgensen med Muligvisvej:

Dagens vits

Mellem venner:

“At blive gift er som at tage et varmt karbad”

“Hvad mener du?”

“Jo længere, du bliver i det, jo koldere bliver det…”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.