Ferie i regnvejr

Jeg har nu holdt det meste af den første uges ferie. Det vil sige, at jeg havde lige en mødedag i dag, men ellers er dagen i dag faktisk afslutningen på første ferieuge. Vejret er, for at sige det mildt, noget af en skuffelse. Ikke bare her i landet, men også i det sydlige Europa.

Oveni dette ser vi så også grækerne have problemer her op til turistsæsonen starter. Pyha. Slet ikke sjovt for landet, for jeg er ikke et sekund i tvivl om, at mange vil forbigå en feriedestination som Kreta med udsigten til uroligheder.

Finansielt er det en katastrofe for hele Grækenland hvis feriegæsterne ikke kommer til landet pga de demonstrationer vi allerede har set. Vores eget glædelige første syn af øen skete for få år siden på en voksentur du kan læse mere om her: http://www.blunck.dk/kreta/, og derfor sender vi også vores tanker til de folk vi ved er afhængige af sommerens omsætning for at få det hele til at løbe rundt.

Nu tænker du stensikkert: hvad i alverden har regnvejr med Kreta at gøre? Det vil du såmænd vide, hvis du havde læst vores ferieside om Kreta, for vi ramte en af de to uger i oktober hvor der er møgdårligt vejr. Derfor er regnvejr for os nærmest blevet synonymt med Kreta. Ikke at vi elsker øen spor mindre af den grund, men vi opbygger alle de sjoveste associationer mellem forskellige ting.

Men sommeren er nært forestående, og snart rammer vi årets længste dag, 21. juni. Så går det igen frem mod en sæson med julekalender, og igen i år skal det være sjovt at følge årets julekalender. Endnu sjovere end det var i 2009 hvor helbreddet også spillede ind.

Vinderen af den gode vin svarede i øvrigt aldrig. Kom venligst frem i lyset, for jeg savner at afsende præmien i årets julekalender 2009…

Alle læserne af julekalenderen ønskes en god sommer. 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *